Ravjagt med børnene

0

De bedste strande til ravjagt

Danmark har nogle af Europas flotteste strande, mange med klitter, det fineste hvide sand og noget af det reneste badevand. I Danmark er der aldrig langt til kysten, så uanset hvor du befinder dig, vil der aldrig være langt til stranden, hvor de gyldne klumper ligger og venter på dig.

Blåvand sydstrand

Ved Blåvand er Vesterhavet noget helt særligt. Området er, smukt, storslået, og her er kilometervis af smuk, hvid sandstrand. Blåvand er kendt vidt omkring for sin børnevenlige sandstrand og du kan trygt tage børnene med på ravjagt her. Der er ingen biler på stranden og Vesterhavets bølger ruller stille og roligt mod det kridhvide sand og fører gerne ravet med ind på land. Her er ingen kraftig Vesterhavsstrøm, men til gengæld tilpas lavvandet til at børnene kan bunde selvom de går i vandkanten med ravlygten – meget specielt for Vesterhavet. De helt specielle forhold, der hersker på sydstranden, har naturligvis en årsag – nemlig Horns Rev, der strækker sig ca. 40 km ud i Vesterhavet og derved nærmest danner en lagune på sydsiden.

Blåvand nordstrand

På Blåvand Nordstrand føler man sig langt fra alting. Her er vidtstrakte klitlandskaber, så langt øjet rækker og ravet gemmer sig fint her. Blåvand Nordstrand og Horns Rev er også kendt som to af de absolut bedste steder, når jagten går ind på Vesterhavets guld – det smukke rav.

Liseleje Strand

Et af de bedre steder på Sjælland hvor der ofte bliver fundet rav. Stranden er børnevenlig så du kan sagtens have børnene med på ravjagt uanset om det er om dagen eller om natten hvor i skal bruge ravlygter.

Nødebo Huse Strand

Nødebohuse strand ligger på nordkysten, og skiller sig ud fra mængden, ved at være en rolig og ikke så besøgt strand i Nordsjælland og det giver dig gode muligheder for at finde rav da stedet ikke er overrendt.

Køge Bugt

Der er tidligere fundet danefæ i Køge bugt så mulighederne er store:

Danefæ fundet i havet er sjældne – og af gode grunde. Ravamuletten, der for nylig er pumpet op fra havbunden, har ligget tildækket på 5-10 meters dybde i de sidste mange tusinde år, efter den sidste istid blev rundet af med hastigt stigende vandstande, der opslugte mange bopladser og potentielle danefæ.

Det 7,9 centimeter lange og 5,2 centimeter brede ravsmykke fylder godt i en håndflade. Rav er et materiale, der har været mange år undervejs – mindst 40 millioner år, faktisk, og det gør det svært at aldersbestemme i forhold til relevante bebyggelser. Nationalmuseets danefæinspektør Peter Vang Petersen fortæller:

– Rav er skrøbeligt og klarer forandringer anderledes end eksempelvis en forarbejdet økse. Det bliver let ødelagt af vejr og bid, slidt rundt og glat af vand, eller omformet i andres hænder til at forestille noget andet, end det oprindeligt var.

– For at tidsbestemme det ser vi på, hvordan ravsmykket er blevet forarbejdet og sammenligner det med fund fra daterede bopladser. Dette smykke er eksempelvis blevet omhyggeligt indgraveret, fortæller Peter Vang Petersen og lader fingrene glide langs de små, mørke og regelmæssige borehuller.

– Prikkerne er en anelse mørkere end det omgivende ravmateriale, så man har brugt farvestof til at få prikkerne til at træde tydeligere frem. Det er en stil, som passer på kongemosekulturen, en sydskandinavisk livsform fra den mellemste jægerstenalder for cirka 8.000 år siden.

Udtrykket ”alt godt fra havet” må ses i et nyt lys, da man i de senere år har gjort mange opsigtsvækkende ”vandige” fund: Rester fra et vikingeskib, 10.000 år gamle fiskenet, porcelæns- og lerkrukker og udskårne smykker af blandt andet rav er dukket frem af den danske havbund.

Vikingeskibsmuseet i Roskilde forvalter på vegne af Nationalmuseet det marinarkæologiske ansvar i farvandet øst for Storebælt. Museumsinspektør Jørgen Dencker forklarer, hvordan ”havfundene” dukker op:

– Når der pumpes sand, grus og sten op fra havbunden, kommer der som regel ravstykker og andre oldtidslevn med op, da store dele af Køge Bugt var tørt land med vandløb, søer og kystlinjer, hvor stenalderbefolkningen bosatte sig. Mange af oldtidslevningerne bliver desværre ikke videresendt til os, og det er jo rigtig ærgerligt, da vi på den vis går glip af mange potentielle havfundne danefæ som ravamuletten, fortæller Jørgen Dencker, og tilføjer:

– Vi håber, at den opmærksomhed, som ravamuletten skaber, kan få folk til at indsende flere havfund.

 

 

Share.

Leave A Reply